Det er fra den tid, som jeg husker bedst. Vi boede i en 3 værelses lejlighed i stuetagen i Prinsessegade 62, men lejligheden var meget fugtig. Finn blev født der den 28. juli 1945, og er ligeledes en rest af de store årgange. Der gik lang tid inden Finn fik hår på hovedet, vi var egentlig bange for, at han blev skaldet. Han var lidt af en "sprællemand". Jeg husker han sad på trappen med sin sutteflaske og en tøjsnor om livet.

Han var overfølsom over for husdyr og især den fugtige lejlighed voldte ham besvær. Bent satte plader op på væggene for at modvirke fugten, det hjalp lidt.

Vi hentede frisk mælk fra mejeriudsalget i Gothersgade. Det var frisk mælk tappet direkte fra hanen og den hvide flaske blev lukket med med en kapsel, datostemplet.

Vi købte også flødeskum, enten fra mejeriudsalget eller fra bageren. Det blev frisk pisket og man købte for et variabelt beløb.

Vi malede kogte æg i påsken. Mor gemte dem og vi skulle så finde dem igen.

Vi fik korte bukser på i foråret, de blev skiftet til lange bukser i efteråret. Vi gik meget i "plusfours", det var bukser, der posede lige under knæet.

Jeg kom i skole i 1947 i Slesvigsgades skole. Der gik jeg de første 5 skoleår, derefter kom jeg på Markholt Olesens Realskole i Købmagergade. Jeg stammede meget, så min klasselærer, frk. Gammeltoft, mente det var bedst for mig at komme i realskolen i stedet for kommuneskolen.

Vi havde en dejlig legeplads i gården. Den var tegnet ind som en badmintonbane, så nettet kom tit op til badminton.

Gadens børn kom hos os, det var et eldorado.

I kælderen var der som nævnt rum til koks m.m. og far havde et lille værksted. På loftet havde vi et værelse. Der sov Finn og jeg om sommeren. Ellers havde vi et køkken, dagligstue, en ”fin stue” med klaver, soveværelse og toilet. Vi havde Axminstertæpper på gulvene.

Jeg mener at kunne huske, at vi havde et brænde komfur i køkkenet. Det blev dog udskiftet med et gaskomfur (bygas).

Vi havde en automat til gasmærker, som vi købte hos købmanden. Der kom en mand fra gasværket en gang i mellem og tømte automaten, og vi betalte det manglende beløb kontant.

Vi boede lige overfor biografen Kino. Men der gik nogle år inden vi så film. Der var jo det med Frelsens Hær – vi måtte ikke gå i biografen, ryge eller bande – det var syndigt.

En gang om foråret satte vi et stativ op i gården. Så blev alt luftet, sengetøj, madrasser, beklædningsgenstande m.m. Alt blev lagt ud på stativet til gennemluftning. Vi vaskede én gang om måneden. Det foregik i kælderens vaskehus.

Der blev tændt op i kedlen og tøjet blev kogt. Far ordnede det med vasken, og tøjet blev hængt til tørre i gården. Om vinteren dog på loftet. Når far var færdig med vasken, så steg han op i kedlen og vaskede sig selv. Der gik den historie med frk. Damsgaard, der kom ned i vaskehuset lige som far var færdig med badet - jeg tror den er sand.

Mor syede for folk for at tjene lidt ekstra. Mor syede for de "pæne" damer, kjoler, frakker. Mor havde en trædemaskine, men da hun havde besvær med at bruge symaskinen med det dårlige ben, fik hun en motor på symaskinen.

Jeg husker, at Finn fik en nål i den ene storetå. Det gjorde meget ondt og han skulle på sygehuset for at få den opereret ud. Det var Finn ikke helt med på o g ville absolut ikke med ambulancen. Mor måtte have hjælp fra een mand fra gaden, der bar Finn ud. Han kom da på sygehuset og fik nålen ud af tåen.

Vi havde i en periode ung pige i huset. I disse perioder var loftværelset hendes.

Jeg fik klaverundervisning. Først hos Ebbesen i Norgesgade. Derefter fik jeg undervisning af Gormsen, han kom cyklende.

Jeg fik undervisning i 9 år, og spillede vist ganske godt. Jeg spillede de klassiske mestre og jeg husker etuderne, hvor fingrene blev trænet.

Den ejendom, som vi boede i, ejedes af købmanden, Charles Larsen, kaldet "Chalde". Han havde forretning på hjørnet af Ryes Plads og Købmagergade. Der var en smøge mellem Købmagergade og Prinsessegade. Han havde forskellige kommis lærlinge, der blev brugt som svajere. Vi handlede hos ham. Det var meget i "løs vægt". Mel og sukker bl.a. havde han i skuffer, det blev fyldt i poser og vejet. Smørret var også i løs vægt og skulle vi have gær, var det for 25 øre gær. Op til jul havde han byens første juleudstilling, det var en julemand der pegede på døren med en pind.

Han ejede det kompleks, hvor vi boede.

Jeg havde et akvarium med en masse fisk, det stod i den fine stue. Jeg havde mange spændende fisk, bl.a. en stor guldfisk. Akvariet var opvarmet om vinteren, men en dag gik det galt. Akvariet eksploderede og der gik ild i stuen.

Jordemoderen, fru Andersen, der boede overfor, slog alarm til brandvæsenet, der straks kom og slukkede ilden.

Finn sad ved vinduet i den anden stue og opdagede intet. Så det var slut med fisk for denne omgang.

Guldfisken overlevede nogle dage, men den døde. En kammerat og jeg gik til Trelde Næs langs stranden, der begravede vi den i en cigaræske.

Senere er Trelde Næs blevet åbnet for offentligheden som rekreativt områder. Spejderhytter, campingplads og en af de bedre badestrande.

Samme fru Elfrida Andersen var en af mors bekendte. Hun røg cerutter! Det var ikke velkommen hos os. Hun måtte ikke ryge og som en protest medbragte hun en mentolcigaret uden tobak.

Hr. Inselmann, der er nævnt senere, røg cigarer. Ham turde mor ikke nægte at ryge, det var fru Elfrida noget fortørnet over.

Senere fik jeg et mindre akvarium, men det solgte for og far og fik bl.a. nogle håndklæder. Disse har jeg gemt og vi bruger dem den dag i dag.

Jeg fik et fotoapparat i fødselsdagsgave, to Kodak boks kamera, der tog 6x9 billeder. Filmene blev fremkaldt hos fru Føge, der havde forretning i den gamle biograf Kosmorama i Gothersgade. En film fremkaldt og billederne kopieret kostede knap kr. 5,00.

Gaderne var belagt med brosten og gadebelysningen var gas. Der cyklede en mand, der med et lang stang der tændte og slukkede gadebelysningen. Brostenene blev på et tidspunkt udskiftet med asfalt og strømmen blev ændret fra 110 til 220 volt.

Mor lærte os at gå til tandlæge 2 gange om året. Hun var jo forudseende, for Finn og jeg har jo altid haft gode fine tænder. Jeg husker første gang Finn skulle til tandlæge. Han var jo meget bange, men der var jo ikke noget at være bange for - sagde jeg. MEN da han og mor kom hjem, havde han fået en tand trukket ud, det var en mælketand, der sad i vejen for den rigtige tand. Mor og far havde begge forlorne tænder.

Mine forældre syntes åbenbart, at jeg var for mager. Jeg blev sendt på "opfedningsanstalt", kystsanatoriet i Frederikshavn. Jeg har altid været med af at skulle være hjemmefra.

Jeg var led og ked af at være der og kunne spise op til 20 hele stykker rugbrød om aftenen, bare for at tage på. Jeg var der i 3 måneder.

Det må have været det år, jeg var i Frederikshavn, at mor, far og Finn var i København for at besøge Asta og Svend.

Da de skulle tilbage til Fredericia var det pludselig blevet glat, og de tog en taxa til hovedbanegården. De var sent på den, og Svend løb i forvejen med Finn og satte ham på toget. Pludselig satte toget sig i bevægelse, og mor og far kom ikke med, de kom med et senere tog. Men gode råd var dyre, Finn var ikke ret gammel, mellem 4-5 år. Men han blev passet på af togpersonalet, og da han kom til Fredericia cyklede en portør han hjem, tændte op i kakkelovnen og gav ham noget at spise. Det var service!

Så var det, at vi sidst i 1940`ene fik en radiogrammofon – en Eltra. Det var sager. Så kunne vi jo spille grammofonplader, de gamle 78`ere. Vi spillede bl.a. "Ole Lukøje" med Raquel Rastenni. Vi købte mange grammofonplader i de efterfølgende år.

Den dag vi fik apparatet, fik jeg lov til at blive lidt længere oppe, det var jo så spændende. Ellers kom vi tidligt i seng.

Om vinteren klokken.19 og om sommeren en time senere kl. 20.

Om sommeren cyklede vi ud til sommerhuset ved Sønderskov, tæt ved den gamle Lillebæltsbro. Vi medbragte alt, dyner, køkkenredskaber, alt hvad vi skulle bruge. Far cyklede i forvejen med de større ting, så kom mor, Finn og jeg senere.

Sommerhuset lå så tæt ved vandet, at vi kunne stå på terrassen og spytte ud i vandet. Der var en stejl skrænt ved til sommerhuset.

Mor havde besvær med at komme derned med det dårlige ben, så far lavede trapper, så mor bedre komme komme ned til huset.. Denne trappe findes endnu.

Vi besøgte noget af fars familie om sommeren. Gerda og Jens i Laurbjerg besøgte vi flere gange. Vi kom på landet og har oplevet høstarbejde med selvbinder o.s.v. Grisene, ænderne m.m. gik frit omkring. Finn og jeg red på heste hen over markerne. Vi kom dertil med "bommeltog".

Jeg huske vi engang besøgte familie ved Kalø Vig. Min moder sagde til mig, at nu kunne jeg sige, "at jeg havde badet i Kalø Vig". Jeg huskede ikke ret meget om det besøg, ud over at vi skulle have sejlet derfra. Men da det regnede og stormede måtte vi med hestevogn til nærmeste jernbanestation og videre formentlig til Gerda og Jens.

Far døde som nævnt den 18. april 1953 efter en lang sygdom. Han havde kræft i maven Det tog hård på os alle. Han kæmpede hårdt mod sygdommen, men måtte give op. Far lå på sygehuset i længere tid. Vi besøgte ham flere gange om dagen. Han fik morfin til at dæmpe smerterne og sov i længere perioder. Wilmar og Eigil skiftedes til at barbere far.

Han døde en tidlig morgen. Mor sad ved ham, men lige den nat blev hun afløst af en "vågekone" og far døde medens mor var hjemme for at få lidt søvn. Det var hårdt for os alle

Far var venlig og pligtopfyldende. Se brev fra Stadsingeniøren.

Pengene blev små, også selv om mor fik pension efter far. Men vi klarede os. Det er ikke ret meget jeg kan huske efter far, jeg var 13 år og Finn 7 år gammel. Men vi savnede en faderfigur. Jeg var 13 år da far døde og Finn kun 6 år gammel. Desværre er det meget lidt jeg kan huske om min far.

Finn og hans kammerater legede" røvere og soldater" i Hannerup skov. De udkæmpede nogle store slag mod rivaliserende hold, især dem fra "strygejernet", på jernbanebroen på voldens sydside.

De cyklede også til Kastellet, hvor de skød med hjemmelavede geværer.

Vi byggede broer af forhåndenværende materialer over vandløbene i Hannerup skov.

Det var også den tid, hvor vi skød til måls efter ænderne på maleriet i den fine stue.

Jeg gik med Fredericia Dagblad for 30,00 om måneden. Det var i den tid, at kaptajn Carlsen gik ned med sit skæve skib i Den engelske Kanal. Det var et drama, som vi alle fulgte intenst med i.

Jeg deltog i søndagsskolens sommerlejr i Gilleleje sammen med mor. Jeg blev interviewet til radioens børneudsendelse.

Jeg blev konfirmeret 3. oktober 1954 i Sct, Michalis kirke. Kirken brændte 4. juni 1955 næsten ned til grunden, men blev genopbygget og genindviet den 9. december 1956.

Kirken var egentlig en ”tysker kirke” og blev senere garnisionskirke. Se link til kirken.

I 1956 deltog jeg i søndagsskolens internationale kongres i London. Det var en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

Jeg havde forinden vundet 2. præmien i en international stile konkurrence, en engelsk bibel. Jeg har den endnu og passer godt på den. Når jeg er død, skal Frelsens Hær have den, hvis ikke andre er interesseret. Den har indskrift af Generalen.

Det var der jeg blev gode venner med Reijo. Vi skiftede emblemer og vi har været gode venner siden dengang og har besøgt hinanden flere gange. Jeg husker tydeligt Royal Albert Hall, en imponerende bygning. Da Birthe, Jens Ove og jeg var i London 1992, var jeg stolt af at kunne vise dem Hall`en, jeg havde jo været der. Hvert år ser jeg "The Prompt" fra Albert Hall.

Vi holdt ferie nogle år på Holsatia, ved Hou syd for Århus. Det var den gang et feriested ejet af "Hjemmet og Samfundet for vanføre". Vi kom med skinnebussen fra Århus og stod af ved trinbrættet lige inden Hou station. Mor havde cyklen med. Hun cyklede trods sit handicap. Vi boede i røde hytter med rigelig plads. Der var en hovedbygning, hvor vi indtog måltiderne. Ellers var der en pavillon og en badebro. Vi kunne låne en robåd, og vi roede tit ind til Hou, hvor vi badede i havnen. Der var et lille røgeri, hvor de solgte friskrøgede sild. Stedet hedder nu "Egmonthøjskolen"

De efterfølgende år besøgte vi tit Holsatia i weekenderne, hvor vi hjalp de unge handicappede. Det var her vi mødte Helen og hendes lillesøster. Deres forældre boede i Gauerslund tæt ved Fredericia. Deres far var tidligere mejerist, nu kæmner i den daværende Gauerslund kommune. Helen havde en Volvo

?44. Vi kom meget sammen med Helen, hendes bil blev flittigt brugt.

Både Finn og jeg gik på Markholt Olesens Realskole i Købmagergade. Jeg fik realeksamen i 1957 med et godt resultat. Ikke for at prale, men de 6 første mundtlige fag endte med 4 ug- og 2 ug. Jeg fik ekstra undervisning af Hans Inselmann. Hele sommeren mellem 4. mellem og realen regnede vi opgaver sammen. Det var i matematik og fysik. I skolen forstod jeg ikke ret meget, men Inselmann hjalp mig til en topkarakter. Familien Inselmann var nogle af mors mange bekendte. Festen efter demissionen holdt vi på "Hannerup", en restaurant i Hannerup skov ved Strandvejen til Erritsø. Da vi samledes til vort 40 års jubilæum, spiste vi på Hannerup og mindedes vores skoleafslutning. Det var egentlig 41 år siden, da jubilæet blev udsat.

Vi fik nye møbler. Valget stod mellem fru "møbel Hansen" som mor kendte og Kisbye. Det blev Kisbye, der gik af med sejren. Vi fik helt nye møbler i dagligstuen, det var også tiltrængt. Jeg husker vi fik besøg af "tanke" Anna, også kaldet "snøfte". Hun var meget ivrig efter at få oplyst kvaliteten af vore nye møbler. Hun fik sin søn Bent til at åbne skabslågerne . meget praktisk, for "snøfte" sad lige ud for på den nye sofa. Bent kravlede også ned under såfaen for at mærke, om den havde fjedre! Ak ja!

Jeg kom i lære hos revisor Thorvald Sørensen i Prinsensgade nr. 12. Det var egentlig Inselmann, der skaffede mig lærepladsen. Vi var på ferie, da han ringede vedr. annoncen. Han gik op på kontoret og aftalte, at aftalen blev, at jeg skulle begynde efter ferien.

Handelsskolen var ingen dans på roser. I 3 år var der skoletid 3 aftener om ugen fra kl. 1600 til kl. 2000, men det var obligatorisk.

Jeg fik kørekort medens jeg var i lære. Jeg mener, jeg havde 14 timer a kr. 17,00. Det kostede i alt med køretimer, prøve og attester kr. 375,00. Så det er jo guld værd, det er om at passe godt på det og ikke overskride fartgrænserne m.m.

Jeg gik i danseskole i "de døves hus" på Fr. d.3.plads hos danselærerJensen og hans hustru.. Jeg gik der et par år og lærte standarddanse og latinamerikanske danse. Jeg er glad for at jeg lærte at danse, det er en ynk at se både yngre og også modne mennesker, der overhovedet ikke kan begå sig på et danskgulv. Pudsigt nok var Lene var ansat i garderoben.

Det var også i de år at jazz klubberne var aktuelle, der var også en af slagsen i Fredericia.

Vi gik på Teateret lørdag aften til dansant. Det var tit kendte orkestre med sangerinder, der spillede. Ofte var der radiotransmission fra teateret. Nytåret blev fejret på teateret.

Vi fik et nyt radioprogram, P3, det startede den l. marts l963.

Danmarks Radio havde monopol på at sende radio i Danmark, men på et tidspunkt startede en piratradio - Radio Merkur, der sendte fra et skib i Øresund. Det var en torn i øjet for politikerne og DR, så skibet blev bordet og så var det slut.

Det var Radio Merkurs endeligt, der fødte P3.

Danmarks Radio spillede slet ikke rock’n roll, men ude i Øresund lå Radio Merkur som godt nok kun kunne aflyttes i den østlige del af Sjælland, men som spillede en stor rolle for populærmusikken, til den blev lukket i 1963. Desuden lyttede man til amerikanske Radio Luxembourg. Den danske musikscene bestod i slutningen af 50’erne stadig næsten udelukkende af amatører i lokale klubber og dansesteder.

Efter 4 læreår blev jeg udlært i 1963 og kom straks ind til militæret. De første måneder lå jeg i Viborg hos Prinsens Livregiment. Men det var en dyr fornøjelse. Jeg fik kun kr. 17,00 i ugeløn, men rejsen hjem på orlov var ret dyr og vasketøjet havde jeg også med hjem. Så jeg måtte have kontant tilskud hjemmefra. Der skulle være råd til tobak og det daglige besøg i "tutten". Én gang om måneden fik vi en "5 krones billet" Jeg var heldig at blive forflyttet til Jysk Telegrafregimentet i Århus fra nytåret 1961, og det var bedre. Rejsen hjem var ikke så kostbar, og så havde jeg jo Gerda og Knud, der boede i Lundbyesgade i Århus. Inge var tit med mig hjem, når jeg skulle på orlov. Jeg havde vasketøj med hjem, det skulle vaskes og tørres inden jeg søndag aften skulle tilbage til Århus.

Jeg blev hjemsendt den 31. december 1963. Det var i "den kolde krigs" periode og militæruddannelsen var hård.

Prinsens Livregiment er nu flyttet til Skive og kasernen står tom. Det er meningen at den skal anvendes til kulturelle formål men også daginstitutioner flyttet ind. Telegrafregimentet er flyttet til Fredericia i forbindelse med et forslagsforlig, der i spareiver nedlagde nogle kaserner.

Finn og mor skulle til Sverige et år og fejre julen hos Bent og Anna i Furulund. så var det, at Finn ville give mor en strygebræt i julegave. Strygebrættet blev købt og pakket ind og Finn og mor rejste med toget vis Storebælt og Øresund med det indpakkede strygebræt. Ingen kunne undgå at se, hvad der var i pakken, men det skulle altså med og hjem igen.

Det var en rejse med et overfyldt tog og færger.

Finn fik også realeksamen og kom i lære i Fredericia By og Omegns Spare- og lånekasse. Finn og hans kammerat Poul var de første elever i sparekassen. Jeg mener, at hans hold var det sidste, der fik realeksamen, den blev afskaffet til fordel for 10. klasse. Efter læretiden blev Finn fastansat i Sparekassen - senere Bikuben - og blev senere bestyrer i afdelingen i Egeskov. Sparekassen var Finns ét og alt. Desværre var han med i en "prikkerunde" og måtte forlade hans elskede Sparekasse.

Jeg blev ansat ved Kolding kommune fra den 16. april 1963 på kæmnerkontoret. I 1969-70 var jeg udlånt til Vamdrup kommune, da deres pantefoged døde. Jeg var der i perioden med kommunesammenlægningen 1970. Senere blev jeg overassistent. Jeg har bestået Dansk kommunalkursus og diplomkursus på Den kommunale Højskole i Grenå.

En gang om året spillede vi kommunefodbold mod Vejle kommune. Jeg stod på mål!. Vejle havde Johnny Hansen med - han spillede på Vejles 1. divisionshold og senere blev han én af de første professionelle fodboldspillere, og man husker ham fra Bayern München. Hans skud på mål kunne jeg ikke afværge, så Vejle vandt den kamp med 5-0. Men 3. halvleg var nok den vigtigste.

Det var også den tid, hvor vi fik køleskab. Tidligere måtte vi nøjes med et isskab. Vi hentede dagligt en klump is i mejeriudsalget.

Vi fik også fjernsyn - Philips sort/hvid. Det var sager. Dette TV holdt indtil mor døde i 1978. Tidligere havde vi stået udenfor radioforhandlernes butiksvinduer og set fjernsyn. Det var normalt dengang, at radioforhandlerne viste programmerne og på den måske reklamerede for deres apparater.

I 1956, da russerne invaderede Ungarn, fik TV lidt af et gennembrud. Der blev arrangeret indsamling til de ungarske flygtninge bl.a. i TV. Volmer Sørensen og "Myggen" forestod et par fantastiske underholdningsudsendelser 3 lørdage i træk til langt ud på natten. Her stod vi trofast udenfor butiksvinduet hos radioforhandleren og så TV.

Efter nogle år fik vi antenne, så vi kunne se Tyskland. Alle fra grænsen til 3- kantområdet så Tysk TV. De havde 3 programmer og der var masser af sport og især underholdning.

Jeg begyndte at interessere mig for smalfilm. Det var det store hit i begyndelsen af 1960`erne. Jeg købte et Eumig og det blev til mange optagelser indtil videoen blev populær.

Vi boede i Prinsessegade indtil 1963, da flyttede mor og Finn til Bøgevej 32. Der var ikke plads til mig, så jeg måtte leje et værelse, men vi spiste sammen.